Ofte stillede spørgsmål

Hvad er spildevand?
Det er brugt vand. Alt efter om vandet er blevet brugt i husholdningen, industrien eller landbruget, indeholder spildevandet nogle forskellige former for ’spild’.
Umiddelbart meget enkelt, ikke? Men for at det også skal være det i praksis, så har vi her samlet de oftest stillede spørgsmål vedrørende spildevand:

 

Jeg har ingen tegning over kloakkerne på min ejendom – hvor kan de anskaffes?
På byggesagsarkivet hos kommunen.

 

Må jeg bruge regnvand i husholdningen?
Hvis du har et regnvandsanlæg, som er installeret af et autoriseret vvs- og kloakfirma, kan du sagtens bruge regnvand til toiletskyl og vaskemaskine. Blot skal du være opmærksom på, at husets øvrige vandforsyning ikke må blandes sammen med regnvandet.

Der skal være installeret en måler, der registrerer den forbrugte mængde regnvand.

 

Hvad gør jeg, hvis der er vand i kælderen?
Der kan være flere årsager til, at din kælder er blevet oversvømmet. Massive regnskyl kan forårsage:

  • at der sker en tilbagestuvning fra hovedkloakken
  • at stikledningen er tilstoppet, så spildevandet fra ejendommen ikke kan komme ud i hovedkloakken.

Hvis stikledningen er tilstoppet, skal du kontakte et firma, som kan rense den. Rensningen på din egen grund står for egen regning. Ejer du ikke selv din bolig, skal du kontakte din udlejer.

Er et højvandslukke installeret i dit kældergulv eller samlebrønden, kan oversvømmelsen skyldes lukkemekanismen i højvandslukket. Kontrollér, at lukkemekanismen fungerer, og om noget har sat sig fast.

Hvis vandet løber ned ad kældervæggen, kan det skyldes følgende forhold:

  • Tagnedløbsbrønden kan være stoppet med sand.
  • Tagnedløbet kan være i stykker.
  • Ejendommens omfangsdræn kan være i stykker.

Under alle omstændigheder er det klogt at kontakte en autoriseret kloakmester, som kan hjælpe dig med problemet.

 

Hvad gør jeg i forbindelse med tilstoppede rendestensbrønde?
I første omgang skal du finde ud af, om den pågældende brønd ligger på en kommunal vej eller på en privat, fælles vej. 

Hvis rendestensbrønden er på en kommunal vej, er det Middelfart Kommunes opgave at rense brønden. Kontakt da Middelfart Kommune på telefon 21 23 98 15..

Er rendestensbrønden placeret på en privat vej, er det din grundejerforening, som står for udgifterne til rensningen. Hvis ikke du er medlem af en grundejerforening, er det din egen pligt at sørge for, at rendestensbrønden igen kan fungere.

 

Hvad gør jeg, hvis der lugter af kloak?
Lugt fra rendestensbrønden i vejen kan forekomme. Kontakt da ejeren af vejen jf. ovenstående.
Opstår der kloaklugt i dit hus, kan det i værste fald tyde på, at husets indvendige kloakledninger er i stykker. Dog er det langtfra altid, at kloaklugt skyldes dette. 

Hvis dine afløb er installeret med vandlåse, kan lugtgenerne skyldes, at vandlåsen er udtørret. Udtørring kan ske, hvis du ikke har brugt afløbene i en periode, fx ved ferie. Åbn vandhanerne, og træk i toilettet. Vandlåsene bliver genfyldt med vand, og dermed skulle kloaklugten forsvinde.

Urenheder i afløbet kan også forårsage kloaklugt. Sørg for at holde dine afløb rene ved jævnlig afrensning.
Hvis kloaklugten ikke skyldes udtørrede vandlåse, eller hvis det er et vedvarende problem, er det en god idé at tage kontakt til en autoriseret kloakmester.

 

Hvordan kan jeg selv holde øje med mit kloaksystem?

Du kan selv være med til at forebygge problemer med kloaksystemet. Ved at følge disse råd kan du ofte undgå forstoppelse af afløb, lugtgener og oversvømmelse.

Undgå:

  • at brønddæksler er dækket til – dæksler må ikke være gemt under jord, fliser el. lign.
  • at skylle kemikalier og uopløselige stoffer som vatpinde, hygiejnebind, bleer m.m. ud i afløbene
  • at komme fedtrester i køkkenvasken.

Sørg for:

  • at rødder fra store træer ikke gror ned i en kloakledning
  • at ejendommens gulvafløb er rene, og at vandlåsen ikke er udtørret
  • at undersøge brønddækslerne regelmæssigt. Når du løfter dækslerne, kan du undersøge, om der står vand i gennemløbsbrønden. Er dette tilfældet, er det på tide at få brønden renset. Hvis tilstopningen skyldes småsnavs, kan det i nogle tilfælde skylles væk med en haveslange. Ved større ophobninger af skidt, kontakt da et slamsugerfirma.

Dækker forsikringen ved oversvømmelse af min kælder?

Har du vandskade i kælderen, skal du kontakte dit forsikringsselskab. Om skaden er omfattet af din forsikring, afhænger af forsikringstypen.
Hvis skaden skyldes en fejl eller forsømmelse fra Middelfart Spildevand, betaler vi for skaden.
Ved forurening af jord, træer og køkkenhave dækker forsikringen som udgangspunkt ikke.

 

Novagraf A/S